Populært lige nu

Følg PashminaWears opslagstavle Kendte i pashmina på Pinterest.
Pashmina sjaler i mange farver

Nepal - Turist i Kathmandu

Durbar Square

Din rejse til Nepal starter med stor sandsynlighed i Kathmandu. Kontrasterne i Nepal er til at få øje på, og de fredfyldte bjerge i Himalaya og Kathmandus kaos er to yderpunkter. Selvom du måske er rejst til Nepal for at trekke eller klatre, er Nepals hovedstad bestemt værd at bruge nogle dage på.

Vores produktion af cashmere foregår i Kathmandu - Nepals hovedstad, og derfor rejser vi jævnligt dertil. Det er svært at beskrive Kathmandu. Det er en by med tusindvis af templer og statuer, fine huse med håndudskårne døre og vinduer. Men det er også trafikkaos og skrald på gaderne. Kablerne i masterne som forsyner byen med strøm og telefoni ligner dynger af spaghetti og gør ikke noget godt for bybilledet, ligesom de utallige og konstant dyttende motorcykler ikke just bidrager positivt til helhedsindtrykket.

Kathmandu kan derfor være svær at elske fra første færd, men der er mange steder som bestemt er et besøg værd. Som turist kan man nå at se de vigtigste seværdigheder på 2-3 dage, hvorefter de fleste sikkert har fået nok af byens larm, støv og kaos, og vil ud og se hvad Nepal ellers byder på af kultur, religion og ikke mindst storslået natur.

Kathmandu blev grundlagt i år 723 og var oprindelig hovedstad i det selvstændige kongerige Kantipur (det oprindelige navn for byen og riget) frem til 1769 da Shah-dynastiet fra Gorkha erobrede alle de hidtidige kongeriger i Kathmandu-dalen og underlagde dem Gorkha-staten, hvis hovedstad hurtigt derefter blev flyttet til Kathmandu.

Indtil langt op i 1900-tallet var dalens navn Nepal-dalen, og først efter Nepals åbning over for omverdenen i 1950erne ændrede dalen navn til Kathmandu-dalen. Regeringen anvendte på lignende måde betegnelsen Gorkha for landet indtil omkring 1. verdenskrig, hvorefter betegnelsen Nepal i stigende grad blev anvendt.

Thamel

Thamel, KathmanduThamel er turistområdet i Kathmandu. Området er kendt for sine smalle snørklede gader med de mange butikker som lokker turisterne til. Det hele startede i 70erne. Mens hippierne havde taget området syd for Thamel til sig, med Freak Street som omdrejningspunkt, åbnede Kathmandu Guest House længere mod nord i det som i dag er Thamel. Her begyndte turister at komme og området har i løbet af fire årtier udviklet sig fra bare marker til det vi ser i dag.

Det er her man finder de mange shoppingmuligheder til billige penge. Er du taget til Nepal for at vandre, kan du helt sikkert finde udstyr til en god pris, i en af de mange butikker med trekking- og klatreudstyr. Det er også her du finder pashminatørklæder og sjaler i overflod. Der findes bogstaveligt talt tusindvis af små butikker som sælger tørklæder og sjaler, men pas på, desværre er kvaliteten ikke hvad den har været.

Bevares, du kan sagtens finde sjaler og tørklæder som er værd at købe, men du finder næppe autentisk håndvævet pashmina, på samme måde som du heller ikke køber et ægte rolex ur på et kræmmermarked. Der skiltes mange steder med f.eks. ren cashmere, baby cashmere, 100% pashmina etc., men mange butikker importerer deres varer fra Kina og sælger dem som lokalt fremstillet. Læs mere om at handle pashmina og cashmere i Nepal og myter om cashmere.

Turisme er Nepals primære indtægtskilde, og derfor kan det godt virke overvældende at komme hertil. Man kan let føle sig overfaldet af de mange pågående gadehandlere, men her er alt hvad hjertet begærer. Der findes et væld restauranter, hoteller og barer til enhver pengepung.

Selvom Thamel mest er travle handelsgader, er der er mange bygninger som er opført i den gamle Newari-stil, og selvom de fleste går gennem byen uden at bemærke de mange templer og hellige steder, findes de her i overflod.

Durbar Square

Durbar Square, NepalDurbar Square ligger centralt placeret i Kathmandu. Durbar Square betyder egentlig kongelig plads, og dem er der flere af i Nepal, da landet oprindeligt bestod af mange små kongedømmer. Der findes tre af i Kathmandu-dalen. Udover den i Kathmandu, er der også et Durbar Square i Bhaktapur og Patan. Begge byer er bestemt et besøg værd, og kan nås med taxa fra Kathmandu. Alle tre er steder på UNESCOs verdensarvsliste.

Flere bygninger på pladsen kollapsede på grund af det store jordskælv den 25. april 2015, og den dag i dag er genopbygningen stadig i gang. Billedet til højre er fra vores besøg i 2017 hvor dele af kongepaladset stadig var stærkt medtaget af ødelæggelserne.

På trods af ødelagte bygninger, byder Durbar Square stadig på spektakulær arkitektur med de karakteristiske træudskæringer i Newari-stil. De mange templer og royale bygninger er et levende eksempel på nepalesernes stærke kulturelle og religiøse liv.

En af de mere kuriøse seværdigheder på Durbar pladsen er Kumari Deva. Intet mindre end en levende gudinde. Ifølge hinduistisk tro er Kumari en menneskelig inkarnation af gudinden Taleju Deva. Det er altid en lille pige som udvælges, og når hun får sin første menstruation, har guddommen forladt hende ifølge hinduistisk tro. Herefter vælges en ny.

Udvælgelsen sker omkring femårsalderen, hvor kandidaterne skal gennemgå en række prøver for at komme i betragtning. Derudover skal kommende Kumarier opfylde hele 32 krav til deres udseende. De skal blandt andet have en bestemt øjenfarve, ligesom tænder, nakke og fødder skal se ud på en bestemt måde.

Når du besøger Durbarpladsen støder du helt sikkert på lokale guider som vil vise dig rundt. Det er en god idé at aftale prisen først.

Pashupatinath

PashupatinathI den østlige del af Kathmandu ligger Pashupatinath. Det er det største tempelkompleks i Nepal. Templerne fordeler sig på begge sider af floden Bagmati. Floden Bagmati har stor betydning i hinduismen. Man tror at ved at bade i floden, vaskes alle synder væk. 

Den største pagode har et forgyldt tag mens de fire sider er dækket af sølv og smukke træudskæringer. Templet er dedikeret Shiva, og anses for det vigtigste tempel i Asien for Shivas tilbedere. Kun hinduer har adgang hertil. I komplekset findes et væld af andre templer dedikeret andre guder, både hinduistiske og buddhistiske.

Det er også her kremeringen af hinduer finder sted. Det foregår på nogle forhøjede platforme langs floden. Der er dagen lang ligafbrændinger i gang, og ved solnedgang udføres den traditionelle ritual "Pashupati Bagmati Aarati". Bagmati er floden som deler tempelkomplekset, og på den ene side ligger hovedtemplet Pashupatinath og på den anden side udføres ritualet Arati, deraf navnet.

Ritualet foregår ved at tre præster tager nogle olielamper som svinges mens der synges religiøse sange (Bhajan). Ritualet starter hver aften kl. 6, og er også åbent for turister. Det giver et fint indblik i nepalesisk kultur og religion.

Boudhanath

Boudha StupaDen store buddhistiske stupa Boudha, som er 36 meter høj, dominerer byens skyline, og er en af de største stupaer i verden. Pga. de mange flygtninge fra Tibet er der bygget mere end tibetanske klostre rundt om Boudha. Stupaen er 36 meter høj Stupaen er sammen med SwayambhaUNESCOs verdensarvsliste, og er en af de mest besøgte seværdigheder i Kathmandu.

Boudha ligger i det østlige Kathmandu på en gammel handelsvej til Tibet, og det var her tibetanske købmænd hvilede sig og bad gennem århundrede. I dag er det et af de vigtigste steder for buddhistiske pilgrimme. Én gang om året kalkes stupaen, hvor kalk opløst i vand bæres op på kuplen.

Den hvidkalkede stupa med det gyldne tårn med Buddhas altseende øjne, tager sig godt ud med den blå himmel som baggrund. Her er altid et vældigt leben på pladsen rundt om helligdommen. Der er mange caféer og restauranter omkring pladsen, og flere af dem med tagterasser hvor man kan side og nyde udsigten mens man spiser frokost. Billedet til højre er taget fra toppen af Boudha Stupa Restaurant & Café.

Boudha er rig på symboler. Stupaen symboliserer Buddhas vej til oplysning. Soklen repræsenterer jorden, kuplen er vandet, det kvadratiske tårn er ild, spiret er luft mens toppen symboliserer det tomme rum. De farverige og blafrende bedeflag som går fra jorden til toppen af stupaen, bringer bønnerne ud i universet. Bedflagene er i fem forskellige farver. Hver farve repræsenterer hvert sit element.

Swayambhunath (Abetemplet)

Monkey temple

På en forhøjning i det vestlige Kathmandu, finder man dette tempel med det ikke så mundrette navn. Det er nok derfor det af besøgende er blevet kaldt Monkey Temple. Navnet kommer af de mange små aber som kravler rundt i området. Her kan man nyde udsigten og se Kathmandu fra oven i panoramaperspektiv. Den buddhistiske stupa står her, som et kendetegn for tro og harmoni sammen med hinduistiske templer og guddomme inkorporeret i dette buddhistiske sted. Stupaen er mindre end den i Boudha, men de ligner til forveksling hinanden.

Lokaliseret på en bakke 3 km vest for Kathmandu er det en af ​​de helligste buddhistiske stupaer i Nepal. Sagnet fortæller os, at Swayambhu blev født af en lotusblomst, der blomstrede midt i en sø, der engang spredte sig ud over Kathmandu-dalen.

Bag bakketoppen er et tempel dedikeret til Manjusri eller Saraswati - læringens gudinde. Chaityas, statuer og helligdomme af buddhistiske og hinduistiske guder fylder stupakomplekset. Plateauet på bakken er næsten udelukkende omgivet af bedemøller og guddomme. På alle tidspunkter kan man iagtage troende gå rundt om stupaen mens de sætter bedemøllerne i sving.

Stupaen kan antageligt dateres tilbage til år 460, hvor den blev opført af kong Manadeva. I det 13. århundrede var det blevet et vigtigt centrum for buddhismen. Nepals største billede af Buddha sidder på en høj piedestal på den vestlige del af Swayambhu.

En af vejene til Swayambhu går op ad overordentlige stejle stentrin, der fører op til helligdommen. Er det for hård en udfordring, går der også en vej til toppen, hvorfra det kun er en kort gåtur. Et stort antal buddhister og hinduer besøger Swayambhu hele dagen. Denne helligdom er måske det bedste sted at observere religiøs harmoni i Nepal. De største skarer af mennesker ses her på Buddhas fødselsdag, som normalt falder i maj hvert år.

Garden of Dreams

Garden of Dreams i KathmanduEt skattet åndehul i Kathmandus støv og kaos. Garden of Dreams er en have hvis omkrandsende mur holder byens larm ude. Haven har en smuk beplantning og fontæner som man kan nyde fra caféen. Har man behov for en pause fra den hektiske by, er det det ideelle sted at nyde en frokost.

Den smukke have, som er placeret mellem Thamel og kongepaladset, blev opført af feltmarkskal Kaiser Sumsher Rana i 1920erne som en privat have, og er tydeligt europærisk inspireret med sine fontæner, verandaer og pergolaer. Hver af de seks pavillioner som omkranser haven, symboliserer Nepals seks årstider:

  • Basanta Ritu (Forår)
  • Grishma Ritu (Sommer)
  • Barsha Ritu (Regntid)
  • Sharad Ritu (Efterår)
  • Hemanta Ritu (Før-vinter)
  • Shishir Ritu (Vinter)

Efter Kaiser Sumshers død blev haven overdraget til Nepals regering. Herefter fik haven desværre lov at forfalde. Først i år 2000 fik Garden of Dreams en tiltrængt renovering som stod på i adskillige år. I år 2007 genåbnede haven til glæde for byens indbyggere og turister. 7000 kvm måler haven, men det er kun ca. halvdelen af havens oprindelige størrelse.

Billeder fra Kathmandu

Gade i ThamelMunk ved BoudhaPladsen ved BoudhaCafé ved BoudhaMonkey TempleSwayambhunathUdsigt fra SwayambhunathBedemøllerPashupatinathPashupatinathBuddhistisk klosterBuddhistiske munke