Vi befinder os i Nepal, nærmere bestemt Thamel lidt uden for Kathmandu, hvor vi er på virksomhedsbesøg hos CASHMERE CULTURE som fremstiller de originale pashminasjaler vi forhandler hos PashminaWear blandt andre accessories.
En kort fortælling om pashmina uld
Pashmina - eller cashmere - er en bemærkelsesværdig praktisk brug af et animalsk biprodukt, som ellers ville gå til spilde. Hver år når gederne i Himalaya, kaldet changra her i Nepal, fælder og smider deres fine underuld, starter indsamlingen af denne kostbare uld. Underulden som holder gederne varme vinteren igennem, lever i det uvejsomme terræn hvor bønder har slået sig ned for at opdrætte dem. Om foråret når fældningen begynder, børstes gederne ved håndkraft, så de kostbare hår ikke går tabt.
Indsamlingen af ulden er det første skridt i skabelsen af de smukke pashmina sjaler og tørklæder. Det er en langsommelig process, men det er bæredygtigt og sikrer at dette ældgamle håndværk ikke går tabt, og er på den måde med til at sikre arbejdspladser til mange lokale i dette fattige land.
Hårene, eller pelsen er hvor det hele starter. De cashmerefibre som bruges hos CASHMERE CULTURE er bare mellem 15 og 16 micrometer i gennemsnitlig diameter. Efter ulden er kæmmet, sorteret og renset, bliver det spundet til cashmeregarn. En vigtig egenskab ved garnet er antallet af snoninger pr. meter. Twists per inch hedder det på engelsk, og er et mål for hvor hårdt garnet er snoet. Snoningerne holder sammen på de tynde cashmerefibre, og jo flere snoninger pr. meter jo stærkere og mere holdbart vil garnet være, mens et lavere antal snoninger giver et blødere og mere delikat resultat.
De ansatte hos CASHMERE CULTURE bruger sine mange års erfaring til at finde den rette balance, så man både opnår et holdbart men samtidig smukt og blødt garn, som kan væves til sjaler som både er smukke men samtidig kan holde i mange år. Når garnet er snoet rigtigt undgår man at slutproduktet piller eller fnugger, som det ofte ses på cashmere af dårlig kvalitet. Her bruger man garn med 200 snoninger på meter svarende til ca. 5 TPI. Det er en fascinerende detaljegrad. Intet bliver overladt til tilfældet.
Stolt håndværk og maskiner fra en svunden tid
På vores besøg hos CASHMERE CULTURE er det første som møder os rækker af endnu ufarvede pashminasjaler som blafrer lystigt i den lette brise. Vi er lige gået ind af porten, til den nye fabrik som blev opført efter det kraftige jordskælv i 2015 beskadigede den gamle bygning.
Indenfor er der dejligt lyst og rent og det hele virker velorganiseret. I midten er der er stort åbent lokale som er fyldt med sære anordninger fra en svunden tid. Det er maskiner som betjenes med fødder og hænder, som spinder og væver det ubegribeligt tynde cashmeregarn som efter en kompliceret og tidskrævende process bliver forvandlet til de eftertragtede sjaler.
Det første rum vi træder ind i er et værelse hvor der sidder tre kvinder og vinder garn op fra de store garnspoler til de små spoler som bruges i vævene. De bruger en simpel anordning til dette. Et cykelhjul og en kæde fastgjort til en stålramme. Hvorfor gøre det mere kompliceret end nødvendingt? De tomme spoler ligger spredt på gulvet omkring deres fødder, og foran dem en balje fuld af de færdigt opvundne spoler. Det er simpelt, men det virker.
I det store rum er der en større maskine med et hjul som opvinder garn på de store spoler. Et dusin ad gangen. De store spoler bruges til vævenes kædetråde, altså de tråde som går i vævens længderetning, hvorimod de små spoler bruges til skudtrådene som går på tværs af vævene.
Vævene betjenes med hænder og fødder. Sådan har det altid været. Næsten alting her på fabrikken kører uden brug af elektricitet, på nær lyset og strygejernene. Fravalget af elektricitet skyldes dels den omhu disse kunsthåndværkere lægger for dagen. Følingen med processen forringes ved brug af maskiner. Dels oplever de hyppige udfald på elnettet i Nepal, hvor det ikke er unormalt at der er slukket for strømmen i 12 - 14 timer om dagen.
Kumar Shrestha har været væver i omkring 10 år. Kumars ekspertise er åbenlys, når man iagtager ham. En stribe af huller trykket i papkort afgør mønstret som skal væves. Striber eller tern, det hele starter hos Kumar. Vævene larmer en hel del, men med en rytme, nærmest som et instrument der spiller musik, med de kontinuerte klikken og klakken. Koncentrationen lyser ud af dem mens de arbejder fokuseret med de fint tunede maskiner.
Kumar indstiller nogle hjul på siden af væven mens han væver et smukt sildebensmønster, mens spolen med skudtråden glider i et hurtigt tempo på tværs af væven. Fra højre mod venstre og tilbage igen. Det er fascinerende at overvære, og det gør mig glad at tænke på, at i disse tider med fuldautomatiske maskiner og robotter, er der stadig plads til dette gamle håndværk. Det er umådeligt tidskrævende men når man står med resultatet i hænderne er det det hele værd.
Øje for detaljerne
Efter det færdigvævede tekstil fjernes fra væven bringes det til et andet værelse hvor en gruppe kvinder inspicerer det vævede pashminastof. Stoffet bredes ud på en særlig ramme hvor det under lys kan kontrolleres for eventuelle fejl. Hver en centimeter tjekkes for fejl som udbedres i hånden med nål og tråd. Det er møjsomt arbejde, men essentielt for at sikre kvaliteten af slutproduktet. På dette tidspunkt er sjalerne ikke skåret ud endnu, men man kan se markeringerne hvor de skal skæres. Sjalerne vil aldrig blive “perfekte” lader jeg mig fortælle, men de vil blive så tæt på perfekte som menneskeligt muligt. Efter farvningen af sjalerne tjekkes de endnu engang.
Efter det vævede tekstil er tjekket og fejlene udbedret skæres det ud til individuelle pashminasjaler, hvorefter de vaskes og farves. Det er et overraskende syn at se dem koge i de store kar, som var det en magisk trylledrik fra et eventyr. De unge kvinder rører i karerne som indeholder sjalerne og med mindre de er naturfarvede, tilsættes den valgte farve på dette stadie. Det overraskede mig at noget så fint og delikat bliver kogt så hårdt, men sådan er det altså. En anden kvinde ruller forsigtigt et smukt blåt sjal op af karret og bærer det over i en cylinder. De fortæller mig at det er for at lave de smukke farveovergange som man ser på nogle sjaler. Jeg er målløs. Både over det håndelag jeg er vidne til, men også over at man med så relativt enkle teknikker kan skabe så enestående smukke ting.
Efter farvningen af sjalerne tørres de på en tørresnor i sollyset, hvorefter de stryges omhyggeligt. Et sjal fra CASHMERE CULTURE vejer i gennemsnit blot 65 g.
Til slut går vi hen til den sidste station på fabrikken hvor Saraswoti Rai syr labels på de færdige pashminasjaler imens Rama Ghimire forsigtigt pakker hvert enkelt sjal ind. De to kvinder er sidste led i en process som startede med et ged der græssde på de fjerne bjergskråninger vi kan skimte fjernt i horisonten. Vores besøg hos CASHMERE CULTURE er ved vejs ende, og jeg føler mig privilligeret over at få indsigt i denne fantastiske process. Hvert pashminasjal der forlader denne virksomhed har været igennem hænderne på 51 personer, og vi er stadig forbløffede over hvor meget arbejde der ligger i at fremstille dem. Efter mit besøg kan jeg i langt større grad sætte pris på sjalernes kvalitet, skønhed og ikke mindst holdbarhed.
Vi forlader CASHMERE CULTURE og vender næsen hjem igen en oplevelse rigere. Nepal er et fattigt land, men vi er kun blevet mødt af venlige og gæstfrie mennesker. Vi ser frem til at besøge landet igen til næste år. Vi er glade for at kunne bidrage en smule til landets økonomi ved at importere de fine sjaler, og er stolte af at kunne tilbyde vores kunder i Danmark et unikt produkt som er håndlavet hele vejen igennem.
Skulle du have lyst til at købe et pashminasjal finder du vores udvalg her.
